3X

Klassen består af følgende sammensætning:

1 musiker

2 samfundsfaglige

8 fysikere

14 biologer

Vi er klassen med de få klassefester og det dårlige sammenhold. Til trods for, at alle lærere roser os som enestående (næsten) må vi erkende, at det ikke en eneste gang har været os muligt, at få samlet os alle sammen til en fest, ja selv til en almindelig skoletime, kan det knibe.

Henrik Rønde Andersen, kaldet Charlie

Er tidligere KFUM-spejder med dertil hørende væremåde lille og blid. Men allerede i 1g begyndte han at gøre op med sin fortid: Startede på sin udborede Honda i læderjakke, som rockeraspirant med damer, sprut o. lign. Kastede imidlertid sine øjne på en kontrabas og opgav håbet om nogensinde at få en motorcykel, da bassen ikke kunne medbringes på en sådan. Sammen med bassen fulgte en ny livsstil, han blev aktiv flipper, musiker og mistede så samtidig sin kontrol over diverse løse lemmer, som nu udfolder diverse ukontrollerede rytmiske bevægelser. Flyttede så i flipperkollektiv, hvor han nu lever af biodynamisk rugbrød, som han selv ælter sammen. Får et par hjemmestrikkede strømper af hver af sine damebekendtskaber, men må under trange tider selv strikke dem. Ofrer mange penge på sine ture rundt til beatkoncerter i tide og utide - senest til København.

Fremtid: Satser på at blive arbejdsløs med biindtægt som kirkesanger.

Hans Henrik Aaby

Da han er fremskridtsmand, er han meget forarget over, at nogle af os andre går ind for løn til de studerende. Han er særdeles meget forelsket i spegepølsemadder, Kirsten BP og snegle. Kirsten påstår også at være forelsket i ham, hvilket måske kan skyldes hans maskuline overskæg, - som han allerede i 1g havde anskaffet sig. På Kirstens utallige opfordringer har han gentagne gange forsøgt at holde op med at ryge. Måske som følge af hans politiske indstilling roder han sig til enhver tid ind i dybtgående diskussioner, ofte på usaglige grundlag,- men slipper altid ud af problemerne ved på det strategiske rigtige tidspunkt at udbryde: "ØH. .ØH, hvad var det nu jeg ville sige…”. Han ejer både motorcykel, læderjakke og bil- alt sammen på en gang. Han er uden afstemning udpeget som den i klassen, der har den værste skrift.

Fremtid: Kapitalist.

Steen Ove Gelsing

Steen har tendens til mobsethed, hvilket især kommer til udtryk når Karlson udsætter hans lillesøster for grove overgreb. Døren ind til elevrådslokalet bærer tydelig præg af Steens temperament, efter at den adskillige gange er blevet knaldet hårdt i efter diverse uoverensstemmelser mellem ham og de andre elevrådspampere. Steen indgår vældige diskussioner med lærerne om karaktergivningen, især fru Aagård, idet han altid mener at han får for lidt (akut storhedsvanvid). Stifter af foreningen VKGFHF (Viborg Katedralskoles Gymnastik Frygtere, Hadere og Foragtere) med deraf følgende initiativ udi gymnastikken, total passivitet. Forsyner hele skolen med tegninger til biologispecialer, revy og lignende. Var fast medarbejder i Vagabonden gennem to år. Han er den fødte klovn, hvilket forklarer hans tilstedeværelse på de skrå brædder. Er i besiddelse af en udpræget sjofel tankegang, som han forsøger at tillægge alle andre. Chokerede i 1g censorerne ved Annes kandidatprøve, ved et stort one-man-show, hvori han væltede sig i sine perverterede udskejelser til alles store morskab. Under Københavnerturen satte han tyverialarmen i Louis Tussauds voksmuseum i gang, idet han ville undersøge hvad Tarzan havde under skørtet.

Fremtid: Slikmundet konservator, købte en dag under Københavnerturen for 23 kr. bolcher.

Birgit Munk Hansen, kaldet Bitten

 

Er i besiddelse af klassens mest særprægede næse. Klassens snusfornuftige individ, og som følge deraf, besad hun posten som Orakel i Vagabonden i en årrække. Adskillige af os undrede os derover. Hævder selv, at hun pga. sygdom ikke kunne deltage i hytteturen og andre af klassens arrangementer. Påstod hun lå syg i sengen. Vi har vores anelser om, at det med sygdommen er opdigtet, - at hun lå i sengen skal nok passe. Men hvad lavede hun der. kan kun vores sjofle tankegang gætte om, vi kender en del til hendes beretninger om alle hendes storebrors kammerater, som hun har svært ved at skelne fra hinanden, - så det er ikke så svært at gætte. Viser stort organisations talent, til tider, til glæde for os, til tider kun til glæde for hende selv. Af hensyn til hendes sundhed har hun gentagne gange forsøgt at holde op med at ryge, - har nu taget konsekvensen og er blevet full-time ryger.

Fremtid: Grundet hendes interesse for alles ve og vel, agter hun at blive psykolog, - herre jemini, siger vi bare.

Kirsten Marie Jakobsen

Hendes forfængelighed er enorm, skifter frisure i tide og utide, hver gang til prise omkring små 200 kroner, men har måtte sande at naturen ikke har forsynet hendes hår med ægte krøller, derfor leder hun altid efter et stik til sit krøllejern, som medbringes overalt og bruges flere gange dagligt. Med undring har vi erkendt, at hun er en stor beundrer af Kirsten Laursens franskundervisning, eller måske er det kun Kirsten Laursen. I hvert fald forstår vi hende slet ikke. Slider som en besat og har efterhånden opnået at få gigt i skulderen af at række fingeren i vejret, ofte for os, på ganske upassende tidspunkter. Har efter en offentliggjort dansk stil en fyr i England, med hvilken der sker en kraftig brevudveksling. Drak i 1g Jägermeister som andre drikker øl, men er nu efter Vernes Larsens tilskyndelse gået over til Whisky. Har efterhånden et meget veludviklet grin, som præger enhver time, til mangen en ”vittig” lærers store glæde.

Fremtid: Fransk biokemist.

Bjørn Jeberg, kaldet Bongo

 

Klassens krølhårede målmand, mangler kun vingerne i at ligne en engel. Som ægte sportsmand nyder han kun Cola, det konsumeres til gengæld i store mængder. Har, trods tre år på VK endnu ikke snuset til en øl, ensige en ølkapsel. Til gengæld har han andre laster: Kvinder. Lånte Kent’s lillesøsters værelse til stævnemøder med en nuværende 1g’er. Er endvidere en ivrig kortspiller med et drønende overskud, så stor at det kunne finansere hans Tönning tur. Efter at have tilegnet sig kørekort kører han hver fredag Viborg tynd, for at ende hos Peter S. på Shell, hvor kortspil drives til ud på de små timer. Hans kræsenhed har forhindret ham i at deltage i julefrokoster og lign. sammenkomster. Han har dog en svaghed for store mængder wienerbrød. Udvidede i København, sammen med Verner Larsen sin viden om kvindens anatomi, idet de sammen så en pornofilm, siden har han konstant gået rundt med et fjoget grin. (se billedet)

Yndlingsvise: Det var på Frederiksberg, der var på Maj!

Fremtid: Pilletriller.

Karsten Jørgensen

Jørgensen er fysiker til fingerspidserne (næsten). Han er stor amtsgymnasiefan, hvorfor man ofte hører: ”Jammen sådan er det ikke på Amtsgymnasiet”. Skønt han bor 500 meter fra skolen kører han sommetider i bus,- dette skulle skyldes – mener vi, en dame (amtsgymnasieelev) i Låstrup. Før skolefesterne har han ofte holdt opvarmningsfester, men han deltager dog selv sjældent deri, da han ikke ”har tid”. Denne mangel på tid har også bevirket, at han har lidet svært ved at komme til tiden til timerne. Hans rekord (og samtidig rekordindehaveren i hele klassen) var at komme 42 min. For sent til en fransktime.

Lisa Kjær

Ægte samsing, født af blodet. Lever kun for sine heste og den enorme mængde af hankønsvæsener, som vi tror hun vælter sig i derovre. Begrundelse: Hendes store hjemlængsel. Har i sin store gavmildhed overladt en del af dem til Kirsten J., som i den senere tid flere gange har gæstet denne afsides ø. Er kollegianer. Går til ”pip-kursus” (noget med fugle) sammen med Kirsten, resultatet er ved at vise sig. Har et meget hidsigt temperament, og er da også i besiddelse af en utrolig muskelstyrke, som dog skjules af hendes feminine former. Foruden Samsø’s drenge nyder hun også livet på kollegiet, hvor hun som gangvagt har adgang til alle de attraktive værelser.

Fremtid: Farmer på Samsø med kartoffelopdræt som speciale.

Kaj Lykke Kristensen

Er blevet noget politisk bevidst i kommunistisk retning, lært op af Jan Jensen, som forlod os i begyndelsen af 2g. Engang i 1g forskrækkede han Helsing ved at gemme sig i en papkasse og så springe op, da hun ville undersøge om kassens indhold svarede til det der stod uden på kassen. Han er stor the nyder og har sin thekop gemt bag et billede i kantinen. Er den lykkelige ejer af en motorcykel og en læderjakke, to ting, der er nødvendig da han bor i en kælder i Skals. Der inviterer han alle hjem, med den lumske bagtanke, at de så skal gøre rent for ham. Han er bange for mus, hvilket resulterede i, at han i en uge ikke blev vasket, da nogle mus havde slået sig ned i hans badeværelse. Han har en meget vaklende økonomi, hvilket vi erfarede allerede på hytteturen, hvor han, grundet vaklende økonomi, gik rundt og røg the.

Fremtid: Kommunalarbejder.

Peter Claudell, kaldet Klavdel

Klassens morakker, hvilket bevirker at han er næsten alle lærers kæledægge. Han formår at omforme både lærernes og vores andres bemærkninger med en masse fremmedord, således at det er ham, der tager kegler derpå. Hjemme i sit ”kollektiv” i Sjørring med far, mor og børn er han også smadder forkælet. Han er en bevidstgjort kystbanesocialist med egen bil og er således Kirsten Tøttrups dicipel. For tiden meget biologiinteresseret. Ved ligegyldig hvilken interesse han dyrker er det kun det dyreste og bedste udstyr han benytter sig af. A pro pos hans biologiinteresse, på biologiekskursionen til V. Vedsted var han meget ”syg” da der skulle tages døgnmålinger (særligt om natten) så vi andre måtte tage sliddet, men næste dag var han dog så frisk, at han kunne løbe rundt som en gal efter sommerfugle. Han er meget interesseret i andre udseende, så vi kan ikke lade være med at bemærke, at han er kollosalt stort idiotisk hår, der gør, at vi andre intet kan se på tavlen, fordi han altid sidder på forreste bord, da han som regel har glemt sine briller, eller snarere da han så er nærmere læreren (hvilken af grundene der er den mest vægtige er lidt uklar). Gennem lang tid redaktør af Vagabonden, hvilket har præget denne i positiv retning.

Fremtid: Jaque Costeaus efterfølger.

Hans Henrik Rene Christensen kaldet Senne

Senne er klassens mest perverse og bundsjofle fyr og Nielsens læremester på dette punkt. Ses i hvert spisefrikvarter spillende kort sammen med Niels, Bongo og Peter S. Ved Karl Olsen’s afgang forsøgte han at forføre Kirsten Tøttrup, resultatet er for os andre ganske uvist, da de begge pludselig var forsvundet (sammen?) Forsøgte i København sammen med Niels at få fat i en af de billige damer i Istedgade, men ingen tog notits af dem – hvorfor ikke, er et spørgsmål, men et er sikkert: Senne er forårsbrunstig hele året rundt. Det siges om ham, at han har sans for matematiske vittigheder, for os at se er han kun luddoven og meget ondskabsfuld. Hvis man ser bort fra ovennævnte, er Senne som en meget skikkelig fyr, som man altid kan betro sig til.

Fritidsbeskæftigelse: Spiller tennis med Mari Ann

Fremtid: Redaktør af Weekend sex.

Hans Peter Lund

Klassens yngste, af Helsing kaldet Benjamin. Bruger umådelig mange dansktimer på at fabrikere nye mystiske spejderlege. Efter sigende er han dygtig til klaverspil, men vi opnår aldrig at erfare det, da Salomonsson spolerer alle hans forsøg derpå. Skulle til vores store forbløffelse være i besiddelse af une maitresse i Vammen, vi er meget spændte på resultatet. Forbløffede os alle ved pludselig uden varsel at erklære, at han kunne tyde ”runerne” på skolens ”guldhorn”. Viser bl.a. ved sine ukontrolable trommesoloer, at han er i besiddelse af et barnligt sind. Det skyldes måske det, at han i virkeligheden kun er 4½ år gammel, eftersom han besidder den særegne egenskab at være født d. 29 febr.- Det er måske derfor, at vi aldrig har været inviteret til fødselsdag hos ham.

Fremtid: Aftenskolelærer i gode manerer jvf. udelikante udgydelser ved morgenbordet i København.

Hanne Majgård Nielsen

 

Kom uforudset til os i 3g. Efter at have set, at det lod til, at hun ville fortsætte skolegangen, slog en, for os ret ubekendt fyr, sig ned hos hende, på hendes 9 kvm., hvor hendes sikre farvesans, hurtigt har skabt et miljø, hvor selv hårshampooen matcher i farve med badeværelsets øvrige kulører. Er klassens eneste ringdue. Er endvidere den mest overtroiske i klassen, hvilket ærger hendes fyr uudgrundeligt, da han ofte må foretage store omveje med hende hver gang hun regner med at snuble over en tilfældig mølædt sort kat, somme tider må de vende om, for at kontrolere om den nu også var rigtig sort, - i bekræftende fald må Hanne - også til Hennings store ærgelse - spytte tre gange på bilens bundbrædder.

Fremtid: Vil følge sin Henning i sygeplejegerningen.

Niels Bødker Nielsen

Kommer u frå Bigum av, og kan være noget så bundsjofel til tider,- oftest når han er sammen med Senne. Han er den type, som kun kommer til festerne for at drikke, drikke og drikke – har dog kun deltaget to gange. Er en af de aktive inden for fodboldlivet, og løber rundt med en trøje, hvorpå der med store bogstaver står, at han er Tjelemester. Hans atletiske udfoldelser bevirket, at han er i stand til at løbe på toilettet i hvert frikvarter. Niels er også en af klassens aktive kortspillere og hænger da også sammen med resten af kortspiller-klubben. Foruden sin sjofle tankegang leder han også pige – håndboldholdet et sted i det fjerne opland (Lindum eller deromkring) – så vi går og er lettere nervøse for denne kombination og følgerne for de små håndboldpiger.

Fremtid: Bankbokskonstruktør af spånplader.

Kjeld Norup

Har en evne til, trods sine iøjnefaldende fejlsvar, altid at give lærerne ret, når de forklarer ham sagernes rette sammenhæng. Viste sit sande jeg i København, hvor han officielt forførte Bitten ganske åbenlyst. Bitten protesterede bagefter alvorligt og påstod, at det var der ingen, der kunne vide noget om. Hendes fortørnelse var dog ikke særlig overbevisende, og de sender da også hinanden forførende øjekast Kjeld er tidligere aktiv skod-samler (det må hans mor ganske vist ikke vide), men er nu officielt gået over til pibe, - hvis nogen da ellers vil give ham et gratis stop. Er helt vild med fotografering og søger sammen med Lars efter en model, der er villig til at lade sig fotografere i nøgen tilstand,- Peter S. påstås, at kunne have chancer her. Er FDF’er, men hans opførsel synes ikke umidelbart at bære præg heraf. Spyttede i arrigskab over at være mindreårig, da man afslørede ham på et værtshus i Frederikshavn på bardisken, - han forlod værtshuset i stærkt løb,- han er da også aktiv Søndersøløber. Men et må vi sige om Kjeld: han er gå god, så rar, så galant og så charmerende.

Fremtid: skovløber.

Lars Mikael Olesen

 

Er sportsidiot, om nogen er det: dyrker da også næsten alle afarter af denne form for vilde udskejelser.  Ivrig naturelsker og lystfisker og har da også enkelte indtørrede sardiner hængende hjemme på væggen. Synes trods sin velformede krop, at være sluppet fri af evt. liderlige pigers tilnærmelser - hvordan han bærer sig ad, er os en gåde. Nyder til gengæld at snage i andres forhold - dette kan medføre at han tager enkelte pinlige billeder af sin omgangskreds gerne nøgenfotos. Faste opholdssted i København var ”Burger King", hvor en steppende ko leverede hans utallige Milk Shakes. Hævnen var sød - under hele Carlsberg besøget sad han og bøvsede ude på toilettet. Når noget keder ham, elsker han at påråbe sig opmærksomheden ved en fantastisk høj rømmen, og hvis det ikke hjælper, kan de hårdtslående argumenter jo altid prøves.

Fremtid: Agter at holde rede på landets finanser.

Jens Toftgård Petersen

Hører til blandt de mest voldsomme i klassen. Har bl.a. som noget af det mindre grove, haft den fornøjelse at smadre et vindue i en fransktime. Måske var det en del af det provokationsprogram, som han fører overfor Kirsten Laursen. Et andet led er at han konsekvent nægter at binde sine franskbøger ind: de fører en kummerlig tilværelse i hver sin plasticpose.

Startede i 1g som et forsagt englebarn, men er på det sidste ved at blive skolens værste mandschauvenist. Er blevet mere aktiv til festerne her på det sidste efter at han har erhvervet kørekort - eller er det måske fordi han skal passe på sin lillesøster til festerne og derfor bliver nødt til selv at komme?

Vi andre har også nydt godt af hans kørsel - så godt at vi blev nødt til at blive fragtet hjem ved Falck hjælp nogle sene nattetimer med bidende frost, ca. -22. På københavnerturen opnåede han som den eneste, at tage den rigtige bus men i den forkerte retning og endte i Ellebjerg, hvor han blev væk.

Fremtid: Ingeniør eller noget andet kedeligt.

Kirsten Bjerregård Pedersen

Er klassens ivrigste gynnastikdyrker, om hun så har brækket/forstuvet både det ene og det andet, insisterer hun altid på at få denne time. Om det så kun er for at forherlige sine sygdomstilfælde ved vi ikke rigtigt. Men når vi engang imellem viser interesse og foreslår hende at søge læge, nægter hun kategorisk at følge rådet. Muligvis er hun bange for at symptomerne så skal forsvinde! Er vildt forelsket i Aaby, og har og har sørget for at denne også er nødt til at være det i hende. Elsker rullekrave T-shirts og er altid iført en sådan, skønt hun vildt og ivrigt benægter det. Tilbringer fritiden på Tjele Cafeteria, hvor hun nok også fremover vil være at finde.

Ofte hørt: "Ikke på den måde Hans-Henrik!”

Fremtid: trofast hustru.

Linda Bakbo Pedersen

Er klassens mest gudfrygtige person, og derfor er hun da også formand for KFS på skolen. Til trods herfor er der alligevel sket en udvikling med hende, hun kan nu ses drikke en øl- dog tækkeligt fortyndet med citronvand. BVADR! På Københavnerturen skulle hun en aften vente på at hendes vært skulle hente hende på Halmtorvet efter en teatertur: takket være hendes røde hår skabte hun trafikkaos da flere stoppede op ud for hende og kom med frække tilbud. Er klassens anden samfundsfaglige, og som følge heraf er hun et af Salomonsens yndlingsofre i historietimerne. Til julefrokosten i år fik vi hende bagefter lokket med til juleballet under påskud af at nogen ville køre hende hjem. Det endte med at hun blev nødt

til at tage den på stop hjem. Noget vi andre beundrer hende for - man læser jo gå meget om hvad der kan ske i de sene nattetimer!

Fremtid: socialrådgiver og sjælefrelser.

Marianne Skak Pedersen, kaldet Skak

Klassens matematiske geni med klæbehjerne. Er derfor også i besiddelse af de fleste af klassens 13-taller. Hun er dog aktiv historie- og danskhader, hvori hun dog får tårnhøje karakterer - guderne må vide hvorfor. Hun er en mester i dumme spørgsmål, bl.a. fordi hun ikke forstår fremmedord - hvilket hun dog heller ikke nærer ønske om at få indsigt i. Hun har deltaget i samtlige fester, hvilket har bevirket at hun har udviklet sig fra at være klassens lille uskyldighed, til det stik modsatte. Er om muligt noget af det nest nærige der findes. Var villig til i 22 graders frost at gå ca.8 km for at komme hjem, i stedet for at være med til at splejse til en taxa. Hun kan umuligt holde på en hemmelighed og udlægger gladeligt sig selv til alt og alle. Elsker at gå i byen efter alle fester til især Bittens rædsel, eftersom hun halvdød af træthed slæber sig efter Marianne son ikke tør gøre noget alene, selv ikke ringe op fra en telefonboks.

Fremtid: Matematisk bensvinger med tendens til det hjemmegående afhængende af hendes for tiden tilkommendes evner.

Karen Koefoed Petersen

Går mimrende rundt gnaskende på biodynamiske grøntsager. Faldt efter adskillige forsøg i diverse retninger til ro ved Jørgens (se sidste års blå bog) såkaldte mandige bryst Adskillige åndede lettet op herefter. Satte alle i en pinlig og vanskelig situation, da hun lagde hus til skrivningen af Blå Bog, så vi derfor måtte vælge vores ord med omhu. Forsøgte sig en kort overgang på de skrå brædder i Revyen 77. Er påvirket af sin hjemlige omgangskreds og lufter i diskusioner sine socialistiske ideologier, vo må dog indrømme at det endnu ikke er lykkedes os at høre hende fuldende en sætning, så alle hoved- og bisætninger er kommet med. Forbavser til stadighed os alle over hendes evne til at holde et par udslidte fløjlsbukser sammen. Hendes fantasi og farvesans har skabt et sandt kunstværk af farverige lapper på dis se såkaldte unævnelige.

Fremtid: Blomstersammenstiller.

Søren Poulsen

Kommer fra "Wojens” i Salling, hvilket bragte os alle - lærerne inklusive - store kommunikationsproblemer. Han er uhyre højreorienteret men dog ikke mere end at han til hver en tid er stik modsat af os andre. Er en af klassens to kollegianere. At han mediterer fandt vi ud af i 3.G. og vi har ham mistænkt for at tilhøre en eller anden kult af østerlandsk oprindelse. Han har et franskkompleks, hvilket har resulteret i en fænomenal forsømmelsesprocent. Han har haft et utal af damer, nogle mere letlevende end andre. Marianne Skak var en af hans første. Siden hen har han vandret fra kollegiegang til kollegiegang.

Fremtid: agter at studere fysik i en af landets østlige provinser.

Peter Løkkegård Smidt-Jensen

Lille, men hans yndige dybe skovsøer af øjne har til tider båret præg af et vist hidsigt temperament: dyrker Smedekroen, stedet hvor hans øjne skifter karakter og farve. Er en stor gastronom, men Verner L. satte alligevel et stort spørgsmålstegn ved Peters sovs under Vester Vedsted turen - Peter rasede og agter at tage en frygtelig hævn ved at udgive Verners samlede vitser i et 5 bindsværk. Er aktiv kortspiller men med betydeligt mindre held end Bjørn. Er så ivrig efter kortspil, at han driver en mindre spillebule på Shellstationen i Gravene, hvor han hver fredag sidder og sælger benzin. Er klassens fodboldstjerne. Han var medvirkende til at vi næsten vandt skolemesterskabet. Bjørns tro følgesvend, eller er det omvendt?

Fremtid: trods frinummer agter han at blive jagerpilot.

Lone Svendsen

Er helt og aldeles fortabt i Kent, guderne må vide hvorfor. Ellers virker hun såmænd ret normal. Startede i 1.G som en lidt vovet pige, men er senere hen faldet betydeligt mere til ro. Kent bør nok roses for sin medvirken hertil. Ved en opvarmningsfest så vi hende i færd med et orange strikketøj, der i færdig stand har form som en næsevarmer, men hvis bestemmelse er beregnet til noget ganske andet, noget ganske andet maskulint, noget der med dets riller skulle forøge nydelsen væsentligt. Uden Jens's hjælp var Lone aldrig blevet fysiker. Når Lone ikke kan drikke al sin mælk i frikvarteret påstår hun bare at den er fyldt med ”janker” (??) Ved en evt. sjofel bemærkning fra os andre, rødmer hun dybt, for derefter med et gnistrende blik at sparke udgyderen nederdrægtig hårdt over benene. Hun er en sød, venlig og altid hjælpsom kammerat som vi skylder stor tak.

Fremtid: slagter, læge eller noget i den branche.

Kent Sørensen

Lone påstår at han er forelsket i hende. Det skulle have medført at hans deltagelse i kortspillerforeningen er dalet betydeligt. Hans første store udskejelse skete ved blomsterballet i 1.G. hvor han grundet utilpashed måtte bæres ned i skolegården og tilbringe resten af festen der. Senere samme aften oplevede enkelte kvindelige individer den, utvivlsomt store fornøjelse, at se ham gå i bad - dog, sikkert til deres store ærgelse, var han iført bukser, - noget han senere bebrejdede dem. Nyder til alles ærgelse at komme jublende ind i klassen og udråbe at den og den lærer er syg - for senere leende at fortælle at det er løgn. Elsker sin Morris, næsten ligeså meget som Lone, hævder at det er verdens bedste vogn. Har mange voldelige tendenser, som især går ud over Bitten og Marianne - der med stor fryd nyder hvert af hans slag. Er meget kræsen m.h.t. mad, og går gerne langt for at få en, ofte dyr, pølse ved en anerkendt pølsevogn.

Fremtid: oldgransker ved Odense universitet.